– Du skal gå, når mobiltelefonen bipper, sagde Hugos mor.

Hun hældte det sidste af sin kaffe ud i vasken og slukkede for kaffemaskinen.

– Ja, ja.

– Se lige på mig, når du svarer, så jeg ved, at du har hørt det.

Hugo spilede øjnene op og så på sin mor.

– Jeg skal gå, når mobilen bipper, sagde han og kiggede igen på tegnefilmen.

– Så farvel, sagde hans mor.

Lidt efter hørte han en lyd, men den kom ikke fra telefonen.

Han dæmpede fjernsynet, lagde skeen fra sig og sad helt stille i lang tid.

Til sidst drejede han forsigtigt hovedet rundt, så han kunne se alle hjørnerne i køkkenet.

Da hørte han lyden igen.

Den kom fra kaffemaskinen.

Men kaffemaskinen var jo slukket.

Han havde selv set sin mor trykke på knappen, så den lille røde lampe gik ud.

– Du ved måske ikke, at du er slukket, sagde han til den.

– Du tror nok, at du er en mobiltelefon, hvad!

Hans stemme lød underlig.

Slet ikke som den plejede.

I det samme bippede telefonen.

Hugo blev så forskrækket, at han var lige ved at vælte på stolen.

Han skyndte sig at slukke fjernsynet.

Han skulle ikke have noget af at gå forbi kaffemaskinen.

Tænk hvis den begyndte at snakke til ham igen.

Men kaffemaskinen stod på køkkenbordet lige ved siden af døren.

Så måtte han finde på noget andet.

Han gik ud af havedøren, ned ad kældertrappen udenfor, ind ad kælderdøren og op ad kældertrappen indenfor.

Heldigvis var hans taske og jakke i gangen.

– Du skal lade være med at låse havedøren op, sagde hans mor om aftenen.

– Tænk hvis der kom en tyv.

– Jamen, det var fordi, jeg gik den vej ud, og den kan ikke låses udefra.

– Det var da en underlig idé.

Hvorfor gjorde du det?

– Det ved jeg ikke, sagde Hugo, for han var ikke sikker på, at hans mor troede på, at kaffemaskinen kunne snakke.

Næste morgen, da hans mor var smuttet, spiste han meget stille, for at kaffemaskinen ikke skulle høre ham.

Han skruede heller ikke ret højt op for fjernsynet.

Alligevel gav den sig til at knirke.

Hvad skulle han nu gøre?

Hans mor ville blive sur, hvis han gik udenom igen.

Da telefonen bippede, sprang han op og løb, så hurtigt han kunne, hen imod døren.

Han så slet ikke på kaffemaskinen.

I farten kom han til at hænge fast i ledningen, så maskinen røg på gulvet og gik i stykker.

– Det har du rigtig godt af, sagde han.

– Det var fordi, du skulle lege telefon.

Hvad ville du måske sige, hvis mobiltelefonen gav sig til at lave kaffe!

Om aftenen sagde hans mor:

Hvordan er det, du bærer dig ad, når du er alene hjemme?

Hun så sur ud.

– Det var fordi, mit ærme hang fast i ledningen.

– Kunne du ikke prøve at opføre dig som en dreng og ikke som en elefant?

– Elefanter har altså ingen ærmer, sagde Hugo.

Han var i godt humør, fordi kaffemaskinen var død og borte.

– Hvor har du gjort af den? spurgte han.

– I containeren. Hvor ellers?

– Hvornår bliver den tømt?

– Ikke før på tirsdag.

Næste morgen da Hugo gik forbi containeren, hørte han noget, der knirkede.

Han spænede ud af havelågen og hen ad fortovet, så hurtigt han kunne.

Hans mor kom og hentede ham i Sfo’en.

– Skal vi noget? spurgte han.

– Jeg skal ud og købe en ny kaffemaskine, og så tænkte jeg, at du måske ville med.

– Jeg synes altså, at du skal holde op med at drikke kaffe, sagde Hugo,

– det er simpelthen så usundt.

– Nå, synes du det, sagde hans mor.

Og så gik de i byen og købte en flot rød kaffemaskine.

Den så helt nyfødt ud, da de pakkede den ud af æsken og satte ledningen i kontakten.

– Tror du nu, at den opfører sig ordentligt? spurgte Hugo,

– jeg skal jo trods alt være alene med den hver morgen.

– Skøre unge! sagde hans mor.

Næste morgen gjorde hans mor alt det, som hun plejede.

Hun tændte maskinen, så den kunne stå og lave kaffe, mens hun smurte madpakker, og bagefter hældte hun kaffe i kruset og satte sig ned med avisen.

Pludselig så hun på klokken og sagde:

Gud, er den så mange, slukkede maskinen og hældte resten af kaffen i vasken.

– Jeg er sørme glad for den nye kaffemaskine, sagde hun,

– det er som om, den udnytter bønnerne bedre.

Da hans mor var gået, gik Hugo hen til maskinen.

Han satte øret helt ned til den og lyttede.

Den sagde ingenting.

– God kaffemaskine! sagde han og gik tilbage til fjernsynet.

Men hvad var det?

Var der alligevel ikke en lyd?

Han listede tilbage til maskinen og lyttede.

Nej, der var ikke noget.

Så tændte han for knappen.

Den sydede lidt.

Han slukkede igen.

– Sådan! sagde han til den.

– Når du er tændt, skal du sige noget, men når du er slukket, skal du fandme holde din kæft.

Morgenen efter sagde hans mor:

Nå, hvad mener du så om den nye kaffemaskine?

– Den er ok, svarede Hugo,

– men du kender jo min mening om kaffe.

Det er mega usundt.

Da hans mor var gået, syntes han igen, at han kunne høre et eller andet.

Han gik hen til maskinen og sagde:

Skal du virkelig have det at vide hver dag, hvad?

Han tændte den, og den sydede igen.

Han slukkede, og den holdt op.

Han tændte, og han slukkede.

Han blev ved og ved.

Pludselig bippede telefonen.

– Nå, nu må du have det, sagde han og fór ud af døren.

Da han kom hjem, stod hans mor i døren og lignede et tordenvejr.

– Er det dig, der har tændt for kaffemaskinen? spurgte hun.

– Måske, men jeg slukkede igen.

– Nej, det var lige det, du ikke gjorde, og nu er den brændt sammen.

Jeg bliver snart ruineret.

Hvad er det med dig og kaffemaskiner?

Det skulle ikke undre mig, hvis det ender med, at jeg holder op med at drikke kaffe.

– Det var ikke med vilje, sagde Hugo, men han måtte indrømme, at han var ret godt tilfreds.