Krølle og Strit er alene hjemme.
Far og mor skulle i biografen.
De har fået slik af dem.
De ser TV og hygger sig i sofaen.
Det er dejligt at sidde sammen med et tæppe over sig og slikke og se fjernsyn.
– Boom … siger det ude fra køkkenet.
– Hvad var det?
Krølle bliver bange.
– Er der en tyv i huset?
– Eller er det mon et spøgelse?
Strit går ud i køkkenet for at se, hvad det var.
– Boom … siger det igen.
– Hallo! siger Strit.
– Er her nogen?
Han er også en lille smule bange, men han vil ikke vise det over for Krølle.
Strit kigger rundt i køkkenet.
Han kan ikke se nogen.
Mystisk!
Strit kigger under bordet.
Her er ikke nogen.
Strit kigger under vasken.
Her er heller ikke nogen.
Han står helt stille og lytter.
Hans hjerte banker voldsomt.
Han kan næsten ikke høre noget andet end sit hjerte.
Det siger dunk, dunk, dunk …
Men så …
– BOOOOM … siger det igen.
Denne gang er det rigtig højt og tydeligt.
– Aha … det kommer fra kosteskabet.
– Hallo! siger Strit.
– Er her nogen?
Han lukker forsigtigt lågen op.
Han ser ind i kosteskabet.
Der er mange ting derinde: Støvsuger, koste, klude og en spand.
Nede i spanden sidder en lille mus.
Strit griner.
Krølle står i døren med store øjne.
Så går hun hen til kosteskabet.
Hun tør godt nu, hvor Strit griner.
Krølle kigger ned i spanden.
Der er en sød lille mus.
Det er vist nok en markmus.
Hun er lige ved at stikke hånden ned til den for at mærke dens pels.
Den ser så dejlig blød ud.
– Jeg synes, vi skal gå ud i haven med den, siger Krølle.
Strit holder spanden.
De går ud i haven med musen.
Den løber væk i en fart.
Så nu er den fri.
– Farvel lille mus, siger Krølle.
Krølle og Strit går ind og ser TV igen.
– Det var sjovt, siger Strit.
– Det var uhyggeligt, siger Krølle.
Men det var faktisk ikke rigtigt, det vi skrev, for Krølle og Strit var jo ikke alene hjemme!